1‑st. intrans. V. auf ‑e
heftig bellen; wild kläffen; aggressiv brüllen.

【吠え立てる】

ほえ・た~てるhoe·ta~teru4

1‑st. intrans. V. auf ‑e
heftig bellen; wild kläffen; aggressiv brüllen.
Mizenkei
ほえた•て
Ren’yōkei
ほえた•て
Shūshikei ほえた•てる
Rentaikei
ほえた•てる
Kateikei ほえた•てれ
Meireikei
ほえた•てろ
ほえた•てよ
Kommentare